Frihedsrus og farveglæde

Bernard Schultze blev født i 1915 – midt under krigen – i Schneidemühl i det daværende tyske Vestpreussen, som er det nuværende Pila i Polen. Som syvårig flyttede han med familien til Berlin, hvor faderen havde fået en stilling som kammeradvokat. I Berlin tog Bernard Schultze i 1934 sin studentereksamen fra Prinz-Heinrichs gymnasium og begyndte derefter at studere på Højskolen for kunstforståelse. Så tog han to semestre på Kunstakademiet i Düsseldorf og sluttede af med at tage statseksamen i kunstforståelse (kunsthistorie) med sidefag i germanistik fra akademiet i Berlin.

På akademiet var han tvunget til kun at male portrætter og landskabsmalerier eller anden figurativ kunst, der ikke udfordrede den af Hitler udstukne linje for tilladt kunst – alt andet var jo fremmedgjort og skabt af syge, dysmorfe mennesker, mente Hitler. Dette bevirkede, at en ellers oplyst og dygtig kunstner som Bernard Schultze var næsten fuldstændig afskåret fra det moderne, fra de moderne stilretninger og –skift og fra bevægelserne og dynamikken inden for kunstverdenen og derfor ikke engang kendte ordet "surrealisme". Efter sin eksamen i 1939 blev han indkaldt til hæren og kæmpede som soldat på tysk side ved fronterne i både Rusland og Afrika. Mens han kæmpede i krigen, brændte alle hans hidtidige værker under et bombeangreb mod Berlin, men efter hans eget udsagn gjorde det ikke så meget, for det var alligevel grundet censuren latterligheder.

Efter krigens slutning begyndte mange kunstnere heriblandt Schultze som reaktion på krigens grusomheder, naziherredømmets undertrykkelse og Tysklands sammenbrud og i modsætning til hvad man kunne forvente i en sådan depressiv og desastrøs situation at male nærmest vanvittig energisk i en slags forløsende frihedsrus og for manges vedkommende fantastisk farveglæde. Det betød enormt meget for tysk kunst i det hele taget og specielt for Schultze, der allerede to år senere i 1947 åbnede dørene til sin første separatudstilling hos Moderne Galerie Egon Müller i Mannheim. Samme år flyttede han til Frankfurt am Main, men opholdt sig alligevel regelmæssigt i datidens kunstneriske metropol Paris. 4 år senere malede Bernard Schultze sine første informelle billeder, der lå i forlængelse af traditionen fra de tyske ekspressionister og som i særdeleshed var inspireret af de franske tachister.

Året efter i 1952 danner Bernard Schultze sammen med Karl Otto Götz, Heinz Kreutz og Otto Greis gruppen Quadriga, der blev en af grundstenene inden for den tyske informelle kunst. I 1955 blev han gift med malerinden Ursula Bluhm, med hvem han senere udstillede forskellige steder. Hun var ligeledes sparringspartner og inspirationskilde for Bernard Schultze, hvilket blandt andet bevirkede, at han begyndte at eksperimentere mere i sine malerier med en blanding af tegning og maleri, med forskellige reliefvirkninger og med deciderede plastiske billeder. Disse meget individuelle maleriske eksperimenter førte Bernard Schultze væk fra Quadriga-gruppen, som derefter opløstes, om end gruppens forskellige medlemmer og informelle kunstnere fortsatte hver for sig.

Mytiske migofer

Ud fra alle Bernard Schultzes eksperimenter med blanding af tegning og maleri og med plastiske elementer og reliefvirkninger indbygget i/på sine malerier opstod der efterhånden nogle nye serier. I disse begyndte maleren enten fra kanten af lærredet eller fra dets midte og lod Det komme til ham, og lod Det styre, hvorhen blyanten eller penslen gik – altså en form for kontakt til og udveksling med det ubevidste i en form for automatisme. Det eneste maleren efter eget udsagn styrer bevidst er balancen mellem formerne og harmonien mellem farveklangene – resten kommer helt af sig selv – vokser ud af lærredet, bliver levende, vokser, deler sig, muterer, transformerer sig, skifter farve og fylder til sidst hele lærredet.

Galleriejeren, kunstsamleren og rigmanden Daniel Cordier, der både udstillede og købte specielt mange surrealistiske billeder og var en nær ven af Jean Dubuffet – grundlæggeren af Art Brut – rådede Bernard Schultze, der på det tidspunkt boede og arbejdede (malede) i Paris på Cordiers bekostning, til at navngive sine billeder. Det talte Schultze med sin kone om og nogle dage senere, mens de stod og ventede på trammen i Frankfurt, røg det pludselig ud af munden på Ursula Bluhm (konen), hun vidste hvad hans opfindelse – hans mytiske mesterværker skulle hedde – migofer. Han smagte lidt på ordet, fandt det fantastisk og elskede det, og siden har mange af hans mystiske, mytiske frembringelser heddet det.

Underfundige universer

Andre af hans malerier giver med deres reminiscenser af romantik med deres besjælede landskaber, stejle klippeskrænter, forvitrede formationer, skjulende skove og fossende floder uvilkårligt mindelser om noget mytisk, arkadisk og noget uberørt urskovligt fra en fjern, fjern fortid. Man kan næsten fornemme nymphen Daphnes forfærdede ilende skridt, hendes ængstelige tilbageblik over skulderen spejdende efter forfølgeren, mens hun haster gennem urunderskoven bedende til sin fader flodguden Peneus om at redde hende fra forfølgeren, hvis tungere men hastige skridt kommer stadigt nærmere til hun kan høre hans forpustede ihærdige åndedræt og grene der knækker tættere og tættere på. Hendes skrækslagne øjne, da hun med bankende hjerte vender sig for at se hvor tæt Apollon er på hende, og flodguden Peneus – i allersidste sekund – lige i det skæbnesvangre Apollon berører hende besvarer hendes bønner og forvandler hende til et laurbærtræ, så hun undslipper sin forfærdelige forfølger.

Det er blot en af en mangfoldighed af mytiske historier og metamorfoser hans associationsrige malerier gemmer så mesterligt i deres underfundige universer og lader betragteren afdække stykke for stykke, når de dukker frem fra maleriernes mytiske dis. En mangfoldighed der netop er kendetegnende for Bernard Schultzes malemåde. Malerierne gengiver et uigennemtrængeligt urskovsvildnis af labyrintisk karakter og kompleksitet, hvori svulstige slyngplantelignende skovstrukturer behersker billedrummet og sammen med flygtige kosmiske fænomener og forvitrede formationer skaber rumlig forvirring og flertydighed. Denne ikke entydige læsbarhed, manglen på afklaret regelret organisation af billedrummet og de flydende/svævende scenarier i evig transformation/forvandling giver malerier en gådefuld, lettere uhyggelig (unheimlich) og uudgrundelig dybde og uvished, der hemmelighedsfuldt skjuler sin historier – og afslører dem.

Selvom farverne i malerierne er nedtonede og duschede besidder de alligevel en næsten lysende intensitet af energiske kræfter, der vibrerer ud fra billedet og ind i beskuerens rum. Malerens fremskredne alder står således i skarp kontrast og modsætning til ungdommen, der udstråler fra værkerne, men det er gældende for hele hans senere værk. Livslangt har Bernard Schultze fokuseret på en konsekvent kunstnerisk udvikling af det grænseoverskridende maleri, og hvor de tidligere værker bar præg af en indadvendt lettere genert tiltrækning af rummet, præges de senere værker af en udadvendt bombastisk og næsten manieristisk-barok dramatik. Og i hans malerier smelter skovlysningers spillende og modellerende lys/skyggevirkninger, urskovens dunkeltglødende vegetations sublime svulstighed, drypstenshulenicher, afskyelige afgrunde, drabelig dramaturgi og vekselvirkning mellem vidtgående og spærrede syns- og sindsindtryk, sansefulde scenarier og stemningsfulde, sjælelige landskaber sammen til en harmonisk helhed i betragterens øjne og åbenbarer en fortrolig og fortryllende, eventyrlig drømmeverden af fantastiske fabulerende farveorgier i mytiske mesterværker.

Tilbage til udstillinger 2008