Arnulf Rainer

Arnulf Rainer blev født d. 8. december 1929 i Baden i nærheden af Wien i Østrig. Fra 1940 til 1944 gik han på det Nationalpolitiske Skolehjem (Nationalpolitische Erziehunganstalt Napola) i Traiskirchen, men forlod det efter en strid med stedets formningslærer og underviser i kunstforståelse, der ville have ham til at male efter naturen. Efter sine forældres ønske tog Arnulf i 1949 afgang som bygningskonstruktør fra Statens Tekniske Skole (Staatsgewerbeschule) i Villach. Samme år blev han optaget på Akademiet for brugskunst og industriel design (Akademie für angewandte Kunst) i Wien, men forlod det efter kun én dag. Kun lidt længere blev han på den næste institution, hvor han blev optaget, nemlig Wiens Akademi for bildende Kunst, hvor han blev tre dage.
I 1950 grundlagde han Hundegruppen (Hundsgruppe) sammen med blandt andre Ernst Fuchs, Arik Bauer og Josef Mikl.(De andre to var Anton Lehmden og Wolfgang Hollegha).

I sine tidlige år var Rainer influeret af surrealismen. I 1951 besøgte han i Paris André Breton, der i 1924 formulerede det surrealistiske manifest. Der mødte han også den amerikanske maler Jackson Pollock, som er eksponent for action painting og abstrakt ekspressionisme, og den canadiske maler Jean-Paul Riopelle, som er eksponent for dels surrealisme og dels ligesom Pollock for den abstrakte ekspressionisme. Efter mødet med disse to lod Arnulf Rainer sig i kort tid inspirere af dem i sin søgen efter sit eget helt unikke kunstneriske udtryk.

Overmaling

Arnulf Rainers arbejde kan forklares og forstås i lyset af det, der karakteriserer de moderne østrigske kunstbevægelser. Mens mange af de unge europæiske kunstnere i begyndelsen af det tyvende århundrede var orienteret mod Paris som kunstnerisk og kunsthistorisk monopol; og Paris’ eksterne synspunkt, havde de østrigske kunstnere på baggrund af århundredeskiftets generations beskæftigelse med den menneskelige psyke, heriblandt Sigmund Freuds teorier, opdaget og var optaget af det interne – mennesket, sjælen, instinkterne og det underbevidste/ubevidste. I forlængelse af dette fremsatte Arnulf Rainer nye toner indenfor Europas kunstproduktion, da han begyndte at lave sine overmalinger. Med disse undersøgte han på sine kunstneriske ekspeditioner årsagerne til og grænserne for de kunstneriske udfoldelsesmuligheder, og han forsøgte at genoprette den rene billedtilstand. Disse overmalinger, hvor han blandt andet med mørke kulører malede over sine egne værker, kan således ses som en genfremstilling af billedets/maleriets rene tilstand, og det er samtidig dem han er mest kendt for hos den brede del af befolkningen, fordi de utallige variationer af overmalingskoncepter har udgjort en så signifikant del af hele hans samlede karriere, som ellers spænder bredt.

Omkring 1954 udviklede Rainers kunst sig i retning af formernes destruktion med sortninger (blackenings), maskeringer (maskings) og overmalinger af illustrationer og fotografier, og denne retning er også dominerende i hans senere arbejder. Han var ligeledes i midten af 50’erne forholdsvis tæt på Wieneraktionisterne, der blandt andet arbejdede med kropskunst, happenings og malede under indflydelse af LSD og andre hallucinationsfremkaldende stoffer, de såkaldte hallucinogener.

I 1959 grundlagde Arnulf Rainer, helt i overensstemmelse med hans historik hvad angår kunstinstitutioner, sammen med Ernst Fuchs og Friedensreich Hundertwasser ”anti-akademiet” Pintorarium.

I 1963 havde han ateliers i Berlin, München og Köln. Femten år senere i 1978 modtog han Østrigs Nationalpris (Great Austrian National Prize) for sit maleriske virke. 2 år senere hædredes han igen, denne gang ved at være Østrigs repræsentant på Biennalen i Venedig.

I 1981 fik han et professorat på Akademiet for bildende Kunster – det sted han selv tidligere i sin karriere forlod efter kun tre dages studier. Samtidig blev han også medlem af Kunstakademiet i Berlin.

I 1993 fik han efter eget udsagn den største hæder en kunstner kan opnå, nemlig sit eget museum, da der åbnedes et Arnulf Rainer Museum i New York, hvor hans værker allerede hang på de allerstørste museer, nemlig Museum of Modern Art (MoMA) og Solomon R. Guggenheim Museet (Guggenheim).

To år senere lod han sig emeritere efter at ukendte gerningsmænd havde ødelagt et stort antal af hans billeder i hans atelier på akademiet.

Abstrakt realisme

Han begyndte indenfor den fantastiske og den abstrakte realisme, som han ligesom andre kunstnere såsom Ernst Fuchs, Anton Lehmden og Erik Brauer var eksponent for i begyndelsen af sin karriere. Få år senere i begyndelsen af halvtredserne begyndte han efter indflydelse af den amerikanske maler Jacksom Pollock først på sine overmalinger og senere på at male (sine) blindmalerier med bind for øjnene og eksperimenterede ligeledes at automatikmaleri (jf surrealisternes automattegning). Samtidig med dette eksperimenterede han meget med at male under indflydelse af bevidsthedsudvidende stoffer som LSD og studerede ligeledes indlagte på psykiatriske klinikker og fik derigennem dybdegående indsight i de menneskelige følelser og deres tilhørende ansigtsmimik og fysiognomi. I anden halvdel af halvtredserne fortsatte han sine overmalinger, men de skiftede til at være på fotografiske gengivelser af hans egen krop og ansigt, hvorpå han fremstillede gestiske portrætter. Denne kunstneriske beskæftigelse med sin egen krop, som han arbejdede med i sine automatmalerier, er forbundet med en (kunstnerisk) identitetssøgning og samtidig en undersøgelse af sit eget kropssprog. Ud fra disse overvejelser og eksperimenter opstod eksempelvis serier som Face Farces og Body Language. I 1958 overmalede han i et performanceværk sin egen krop, og alle disse arbejder med egen krop og eget kropssprog giver mindelser om Wieneraktionisterne og deres kropsarbejder. Ud fra disse overmalinger opstod endnu flere nye variationer, for eksempel de ekspressive finger- og fodmalerier, hvor han til tider slog så hårdt på lærrederne, at det var nødvendigt at anvende rød maling, så man ikke kunne se hvor meget hans hænder blødte, når han angreb lærrederne med afsindig vanvidsekspressivitet.

”Når jeg tegner eller maler bliver jeg agiteret. Jeg taler med mig selv, jeg laver grimasser, jeg bander ad folk, jeg bevæger mig omkring uden ophør, idet jeg forandrer mig såvel kropsligt som karakter- og personlighedsmæssigt”. Arnulf Rainer

Lidelse, fortvivlelse og håb

En anden variation var korsserierne, som var udtryk for at døden sneg sig ind i Rainers motivkreds og snart blev et forholdsvis centralt tema, hvilket ses i hans mange arbejder med overmalinger af dødsmasker, mumier, ligansigter og korsfæstelsesfremstillinger, hvor han arbejder med at dokumentere menneskets allersidste følelsesmæssige ekspressivitet og samtidig overskrider han en lang række sociale tabuer. Samtidig med dødstemaet arbejdede han ligeledes med forskellige Kristusfremstillinger – hovedsagelig fra den gotiske og romanske periode, for på den måde at undersøge de følelsesmæssige aspekter knyttet til den kristne ikonografi, såsom lidelse, fortvivlelse og håb.

I andre serier arbejder han med at udvikle ændrede versioner af fotografier af Rembrandt-kobberstik og af Francisco Goyas og Egon Schieles arbejder.

Senere fortolkede han selv sit kunstneriske arbejde som en symbiose mellem den gamle og den nye tilstand. Og han fik igen hele kunstverdenens opmærksomhed, da han i 1960’erne formulerede den banebrydende ide om: ”maleri for at forlade maleriet”, hvilket viser hans banebrydende radikalitet og den linje af forkastelse, afvisning og nægtelse af kunstinstitutionen, der strækker sig gennem hans karriere, som samtidig afspejler en intens tematisk kontinuitet gennem hele hans æuvre, nemlig overmalingerne af alt fra selvportrætter, dødsmasker, udsigter fra Hiroshima, krucifixer og til sig selv i performanceaktionerne, der afslører en fantastisk og (måske) fanatisk interesse for det eksistentielle i menneskelivet og de korresponderende følelser.

I nyere tid har Rainer blandt andet arbejdet med overmalinger af Caspar David Friedrichs værker og disse blev i 2001 udstillet på en særudstilling i det berlinske galleri Dittmar. I 2003 modtog Arnulf Rainer Rhenus-Kunstprisen, som med sine 50.000 Euro tæller blandt de største europæiske kunstpriser, for sit enestående kunstneriske livsværk.

Arnulf Rainer lever og arbejder på skift i Wien og på slottet Vornbach i nærheden af Passau.

Tilbage til udstillinger 2008