Biografi

Joan Miró blev født den 20. april 1893 i Barcelona. Faderen var guldsmed og urmager. Som 14-årig begyndte Miró på handelsskolen og studerede samtidig på Kunstakademiet "La Lonja" i Barcelona. I 1910 fik Miró arbejde som bogholder, men jobbet passede ikke til hans fintfølende natur og sensitive sind – og året efter fik han på grund af overbelastning og stress et psykisk sammenbrud og måtte opgive det. Han rekreerede på forældrenes gård Miró i Mont Roig del Camp i Katalonien. Han begyndte at studere kunst på Escola d'Art des Francisco Gali (Francisco Galis kunstskole). Francisco Gali lærte den unge Miró at bruge både føle- og synssansen, når han skulle tegne, så han fik en anderledes dybere følelse og fornemmelse for objekternes rumlige kvaliteter. Det kom ham senere til gode, da han begyndte at arbejde med skulpturer. I 1912 begyndte Miró sideløbende med Galis kunstskole at tage tegnelektioner på tegneakademiet Cercle Artistic de Sant Lluc, og ved årets slutning begyndte han at arbejde og ernære sig som fuldtidskunstner med eget atelier. Før første verdenskrig var Miró meget influeret af Paul Cèzannes stil og fauvisterne, heriblandt Henri Matisse, og deres anvendelse af farver. Miró var også inspireret af den katalanske folkekunst med den grove, simple udførelse og tunge, sorte konturlinjer i forholdvis flade billedrum samt af art nouveauens svungne og stiliserede naturinspirerede formsprog. Senere under første verdenskrig var Mirós malerier ligeledes influeret af kubismen og dens opbrudte udtryksform.

Paris og Picasso

I 1918 havde Miró sin første soloudstiling i Galerie Dalmau i Barcelona, men den fik en blandet men overvejende kølig modtagelse. Året efter rejste han til datidens kunstneriske metropol Paris, hvor han mødte han Picasso, hvilket udviklede sig til et varmt venskab. Gennem Picasso mødte Miró mange andre kunstnere, filosoffer, forfattere og intellektuelle – faktisk cremen af det gode selskab i 1920'ernes Paris – heriblandt den fransk-rumænske digter Tristan Tzara, der var en af hovedkræfterne bag den europæiske dada-bevægelse, som Miró langsomt fattede interesse for. Men inden hans stil for alvor ændrede sig i surrealistisk retning, udviklede og arbejdede han med en abstrakt stil med bølgende linjer og klare farver flydende på ensartede baggrunde.

I 1921, 2 år efter sit første møde med metropolen Paris, fik Miró sit eget atelier i byen. Han opholdt sig i Paris om vinteren og i Mont Roig del Camp tilbragte han sine somre. I Paris blev Miró trods sin indadvendte, tilbageholdende og ydmyge natur langsomt indlemmet i inderkredsen af malere, intellektuelle og forfattere. Samme år havde han sin første separatudstilling i Paris i Galerie La Licorne. Den blev dårligt modtaget, men trods modgangen mistede Miró ikke modet, men kæmpede stædigt videre med sin malekunst.

Hemingway hylder

I 1923 lærte Miró de amerikanske forfattere Henry Miller og Ernest Hemingway rigtig godt at kende og de talte snart med i kredsen af venner. Hemingway forærede sin forlovede Mirós værk The Farm (Gården) af forældrenes gård i Mont Roig del Camp. Hemingway sagde om værket, at det havde en ubestemmelig karakter – en vellykket blanding af noget observeret og noget erindret drømmelignende. Han købte værket, fordi han så sine egne indtryk af det katalanske landskab og katalanernes mentalitet reflekteret i værket. Samtidig indeholdt det alt, hvad du føler for Spanien, når du befinder dig der, og alt hvad du føler, når du ikke er der, men gerne vil være der, men ikke kan – og at ingen andre end Miró var i stand til at male disse to virkeligt modstridende tendenser ind i et maleri. Sammenstillingen af to realiteter hjemmehørende fjernt fra hinanden er netop en del af definitionen for surrealisme. Mirós vellykkede sammenstilling af inkompatible kunstneriske realiteter i The Farm-værket korresponderer virkelig godt med polariteterne i Mirós privatliv, for Miró hørte til, hvor han ikke var – så når han opholdt sig i Spanien, blev hans virkelighed defineret af fraværet af Paris, og når han opholdt sig i Paris, definerede fraværet af det katalanske landskab og katalanernes særegne mentalitet hans virkelighed.

Dobbelthedens modsætninger Urban /rural; kosmopolit i metropolen Paris/ maler i katalansk landsby; kultur/natur; moderne/tradition; intellektuel/naiv definerede Mirós væsen, karakteriserede ham som menneske og havde stor indflydelse på hans omfangsrige og eklektiske kunstneriske udfoldelser.

Sult og surrealisme

I 1923 blev Miró venner med de franske forfattere og digtere André Breton, Paul Eluard, Michel Leiris og Louis Aragon. Året efter skrev André Breton det 1. surrealistiske manifest. Surrealisternes mål var at nå det virkeligt virkelige. De ønskede at udtrykke tankerne uden fornuftens kontrol og ville ved at give driftslivet og intuitionen frit løb skabe en kanal til det ubevidste for derigennem at frigøre mennesket – for kun det fuldstændig frigjorte menneske er i stand til at indgå åbent fællesskab med andre. Et af midlerne til at opnå dette var at sammenstille modstridende inkompatible realiteter i en urealistisk og gerne lettere chokerende sammenhæng – det være sig smeltende ure eller en pelsbeklædt kop, underkop og ske. Miró havde på det tidspunkt stærk tilknytning til den surrealistiske gruppe, og han deltog i deres udstillinger og ved surrealistiske begivenheder, men han blev aldrig formelt medlem af gruppen. Så selvom Breton kaldte ham: "den mest surrealistiske af os alle!", forblev han altid en ener, der var udenfor. Miró anvendte den surrealistiske metode med automattegning til at påbegynde mange af sine malerier. Og ligesom de andre surrealister brugte Miró drømmen som reservoir til inspiration. Senere i livet indrømmede Miró, at også sulthallucinationer for ham var en yndet muse og kilde til evig inspiration til malerier. Han udviklede i kontekst til surrealismen sit eget barnligt uskyldige, yderst sofistikerede og meget genkendelige billedmæssige formsprog bestående af hieroglyflignende ideogrammer og simplificerede figurer med kalligrafisk karakter rytmisk malet i en begrænset farvepalet af blå, rød, gul, grøn og sort og poetisk flydende på ensartede baggrunde.

De rejsendes træ

I 1927 fik Miró med sit nye atelier naboskab til prominente herrer som Max Ernst, Jean (Hans) Arp, Rene Magritte og Paul Eluard, som han også blev venner med. Miró fik sit egentlige gennembrud som kunstner med sin soloudstilling i Galerie Georges Bernheim i Paris i 1928 og blev året efter gift med Pilar Juncosa i Palma de Mallorca. De flyttede til Paris, hvor Miró var blevet et betydningsfuldt navn – og ikke kun i kunstkredse. Året efter lavede Miró illustrationer til Tristan Tzaras "L'arbre des voyageurs" (De rejsendes træ), og han arbejdede mere intensivt med litografier. I 1931 fik ægteparret Miró datteren Maria Dolorès, og med succesfulde udstillinger i Chicago, og New York året efter, begyndte Mirós omdømme også at sprede sig uden for Europas grænser. I disse år begyndte Mirós evner som multikunstner at træde mere i karakter. Blandt mange forskelligartede projekter designede han eksempelvis kostumer, udarbejdede scenografi og lavede legetøjs-dekorationer til balletiscenesættelsen af "Jeux d'enfants" (Spil til børn) af Léonide Massine.

Plæneklipperen og Pollock

Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936 flyttede familien Miró permanent til Paris. Året efter malede Miró monumentalmaleriet "Le faucheur" (Plæneklipperen), som pendant til Picassos "Guernica", til Spaniens pavillon på Verdensudsstillingen i Paris. I 1941 arrangerede Museum of Modern Art i New York den første retrospektive udstilling med Miró-værker, og udstillingens kurator Johnson Sweeney skrev og publicerede en monografi om Miró. Under krigen kreerede Miró store keramik- og bronzeobjekter og havde stor succes med sine papirarbejder. I 1947 rejste Miró til USA, hvor han hurtigt blev berømt, og fik markant indflydelse på amerikanske abstrakte ekspressionister som Jackson Pollock og Robert Motherwell. Samme år deltog han i Marcel Duchamps og André Bretons udstilling i Galerie Maeght i Paris.

Syv år senere blev Mirós ihærdige og intensive arbejde med forskellige grafikformer og trykteknikker belønnet med den store grafikpris på Biennalen i Venedig. Fra 1957 til 59 arbejdede Miró på to store keramiske vægmosaikker – solvæggen og månevæggen – til UNESCO-bygningen i Paris, og i disse monumentalværker kulminerede hans keramiske kunnen. Kunstneren blev i 1959 belønnet med Guggenheim-stiftelsens internationale Guggenheimpris, som den daværende amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower overrakte ham. Fra slutningen af 1950'erne og fremefter repræsenterer disse offentlige monumentalværker anseelig del af Mirós kunstneriske virke. I 1964 fremstillede han både keramiske objekter og skulpturer til haveanlægget omkring Maeght-fondens nyligt indviede moderne kunstmuseum i Saint Paul de Vence. I 1968 udstillede han i Maeght-fondens kunstmuseum, og blev samme år udnævnt til æresdoktor ved Harvard University. I 1975-76 blev Joan Miró-stiftelsens museum for kunstneren indviet i Barcelona. Stiftelsen bag ejer mange af Mirós kunstværker, som de enten har købt sig til, eller som de har fået doneret, blandt andet fra kunstneren selv lige inden indvielsen. Herefter arbejdede Miró multikunstnerisk med en bred palette af projekter, heriblandt kostumer og scenografi til dukketeatertruppen La Claces eksperimentelle iscenesættelse af "Mori el Merma", der frit oversat betyder Bøhmandens død.

Multikunstneren Mirós guldmedalje

I 1980 færdiggjorde Miró et stort keramisk vægobjekt til det nyindrettede udstillings- og kongrespalads i Madrid. Sammen med Mirós multikunstneriske virke bevirkede det, at Kong Juan Carlos I tildelte ham Medalla de Oro de Bellas Artes (De skønne kunsters guldmedalje). Han fik ved samme lejlighed en plads i Madrid opkaldt efter sig.

Den 25. december 1983 døde en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstnere – maleren, mesteren og multikunstneren Miró som 90-årig i sit hjem på Mallorca. Mulitkunstneren efterlod sig et ganske omfangsrigt værk bestående af over 2000 oliemalerier, 500 skulpturer, 400 keramiske objekter og 5000 tegninger og collager samt litografier, designskitser til scenedekorationer og kostumer, ætsninger, bogillustrationer, assemblager og plakater, der vidner om ikke kun en stor kunstner men et ganske enestående kreativt menneske.