Biografi

Klaus Zylla blev født i 1953 i Cottbus i det tidligere DDR. Han tog først en gymnasial eksamen med bygningsfag som speciale og arbejdede derefter som silketrykker/grafiker i reklamebranchen, mens han fulgte aftenkurser på Berlin-Weissensees Kunsthøjskole. Herefter studerede han på Kunsthøjskolen i to år og fik dernæst arbejde som silketrykker på Hochschule für bildende Kunst i Dresden. I årene 1985-90 havde han sit eget silketrykker-grafikerværksted i Berlin og har siden 1990 udelukkende beskæftiget sig med kunst. Klaus Zylla bor og arbejder i øjeblikket på skift i Berlin og Requengo Pequeno (Portugal).

Fabulerende fantasier

I sine billeder, tegninger og malerier skaber Klaus Zylla en eventyrlig verden befolket af talrige kuriøse figurer. Fabulerende fantasier og fantasifulde fabulaer forenes og lader beskueren betragte verden gennem et tryllespejl. Mange af billederne indeholder dialoger mellem det tegnede og det skrevne og afspejler indholdsmæssigt dybsindige betragtninger om tid, samtid og litterære forbilleder. Talrige udlægninger af tekstforlæg af forfattere såsom beatpoeten Charles Bukowski og skuespilforfatteren Bertolt Brecht er det også blevet til. I disse udlægninger transformeres de litterære inspirationskilder gennem malerens grundige bearbejdning, associationsrige fantasi og suveræne penselføring og udmunder i fantastiske værker. Hans kunstneriske evner har frembragt nogle lavkomiske fabulerende figurer med kartoffelformede hoveder og kæmpestore øjne og fødder, som ligner venligtsindede omend særpræget udseende kvæg placeret på stærke baggrundsfarver i landskaber af vilde, eksalterede penselstrøg. Hans udtryk er mangeartet og omfatter hele følelsesspektret mellem komik og alvor, spot og ironi, sorg og blasfemi, obskønitet og koketteri, erotik og kyskhed. Derudover giver hans gestiske, næsten orgastiske malemåde mange strukturer og skaber overraskende virkninger i samspillet mellem bizarre figurationer, vanvittig mimik, sælsom gestik og de indbyggede karakteristiske fabulerende skrifter. Alt sammen rammer det lige mellem hjerne og hjerte. Zyllas væsner og figurer synes at svæve på billedfladen og falder i deres flyvende færd over farver, former og formfuldendte ord.

Teaterkalligrafi

Klaus Zylla maler billeder, der sagtens kan gøre en svimmel, fordi indholdet er så modsætningsfyldt og vekslende. Figurer hvirvler over lærredet eller optræder som marionetter med et ukendt teaterstykke på lærredernes scener. Der er næsten altid trængsel på lærrederne, og figurerne overlapper hinanden og skubber konstant hinanden i baggrunden, hopper over hinanden og laver håndstand uden at bruge hænderne. I disse surreelle rum stilles der spørgsmålstegn ved oppe og nede, og betragterens ståsted og synspunkt forsvinder i vrimlen af muligheder

Figurerne kontrasterer hinanden og viser alt fra nøgenhed til kyskhed, men synes altid at være i festligt humør. Til andre tider føler man sig hensat til og trukket ind i en makaber dans, hvor de dansende indtager graciøse og groteske positurer. I disse minder de om sammenbundne, klaprende mesterjakelmarionetter og bliver til karikaturer af sig selv, og sådan bliver billederne ved og ved og ved med at fortælle fantastiske historier.

Hos Klaus Zylla møder vi også alle faser af skriften i billedet – ord, sætninger, fragmenter og lange tekstpassager. Med disse skaber han kontrastfyldte dialoger og diskussioner mellem det tegnede/malede og det skrevne, disse diskuteres kalligrafisk eller i mangeartede farve- og formeksperimenter. Hans værker indeholder et væld af historier og billedernes dramatiske bevægelser bevirker at associationerne og konnotationerne står i kø, når de dagdrømmelignende billeder smelter det irrationelle og det rationelle sammen i en ofte delvist surreel verdensopfattelse.

Zyllas inspirationskilder

Med sine impulsive penselstrøg, der minder om surrealisternes automatskrift, fører kunstneren dialog med sit underbevidste og kreerer fantastiske drømmegengivelser. Det poetiske formsprog i værkerne giver associationer om urgamle hulemalerier og naturfolks skildringer af myter, masker, overnaturlige væsner og gudeverdener. Dermed peger det indholdsmæssige hos Zylla på surrealistiske kunstnere såsom Max Ernst og Paul Klee, på Jean Dubuffet og ikke mindst på Asger Jorn og COBRA-gruppens kunst. Sidstnævnte lod sig inspirere af sindslidendes og børns kunst og søgte forbilleder i den naive folkekunst fra de såkaldt primitive kulturer. Klaus Zyllas fabulerende figurer indeholder aspekter og elementer fra ovenstående, men orienterer sig også gennem anvendelsen af skrift- og tekstpassager og med sin subtile ironi både mod komikken og karikaturen. Skriften hos Zylla bliver et med formerne og figurerne, men den bliver aldrig ren prydelse. Netop skriften tjente ham under DDR-regimet til at udbrede kendskabet til af censuren forbudte skrifter, som eksempelvis lyrikeren Stefan Dörings værker, og Zyllas værker havde således et undergravende potentiale og ærinde, fordi de forbudte skrifter var indarbejdet deri.