"Kunstnerportrættet... præsenterer os for en personlighed, som vi kun kender gennem vedkommendes værk. Uanset om det er en forfatter, musiker, maler eller billedhugger - mødet med værket gør os nysgerrige efter at få noget at vide om det menneske, der skabte værket. Hvilken personlighed skjuler der sig bag værket? Vi forventer af et foto, at det giver et svar på dette spørgsmål." Erika Billeter

Denne forventning opfylder de meget forskelligartede, både morsomme og dybsindige portrætfotografier af malere og billedhuggere, som schweizeren François Meyer i samarbejde med sin kone, Jacqueline, har samlet gennem årene.

"Art Faces" er en fotosamling, der helliger sig exceptionelle portrætfotografier af moderne bildende kunstnere i vor tid. François Meyer, der er fotograf, begyndte sin samling i 1975, mens han selv arbejdede som fotograf i kunstverdenen. Han brugte sit arbejde til at rykke nærmere ind på kunsten, som siden barndommen havde stået ham nær. Hans far var nemlig fanatisk kunstsamler, så museumsbesøg var i høj grad med til at forme Meyer i de tidligere år. Kunst blev lige så stor en del af hans hverdag, som modeltog var for hans jævnaldrende.

Meyer kan takke sin far for sin smag, inspiration og respekt for kunsten. I sine portrætter skaber han ved hjælp af kameraet en forbindelse mellem fotografiets og kunstens verden. Gennem sit arbejde opdagede Meyer, i hvor høj grad kunstnerens karakter afspejler sig i dennes værker.

I en ung alder specialiserede François Meyer sig i at lave portrætfotografier, og han rejste verden rundt for at fotografere kunstnere. Meyer søgte at have en personlig kontakt med kunstnerne, samt fotografere dem i deres egne atelierer, hvor de er i relation med den kunst, de laver. Han mener, det danner basis for et optimalt og succesfuldt portrætfoto – det gør det nemmere at fange personligheden i portrættet, når kunstneren er blandt egne værker. Det lykkedes ham især i 1970'ernes New York, hvor han fik adgang til mange kunstneres atelierer. Tro mod sin udgangsinteresse i mennesket bag det kunstneriske værk tog han portrætbilleder, som søger at afbilde forholdet mellem kunstner og værk.

Meyers egne fotografier udgør kernen i samlingen, der efterhånden er blevet udvidet med kunstnerportrætter lavet af andre, både berømte og mindre kendte fotografer. For Meyer er det vigtigste ikke om fotografen eller kunstneren er kendt, men at portrættet er rammende, dvs. fremkalder en reaktion, følelser eller bibringer et budskab. Samlingens særlige charme ligger i den personlige udvælgelse af hvert eneste portræt. Her prioriterede François Meyer fortsat sine samtidige højest. Kun i enkelte tilfælde supplerer han repertoiret med klassikere, f.eks. portrætfotoet af Otto Dix taget i 1928 af August Sander (1876 – 1964) og dermed også det ældste værk i fotosamlingen. Navnene på de portrætterede kan opfattes som en ”Who is Who” inden for kunstverdenen: Fra Picasso, Georges Braque, Piet Mondrian, Salvador Dalí til pop art-kunstnere som Andy Warhol, Roy Lichtenstein og David Hockney og derfra videre til de tyske malere Georg Baselitz og Gerhard Richter.

Disse mange kunstnere har stået over for ansete fotografer som Arnold Newman (* 1918). Newman er en af det 20. århundredes store portrætfotografer; hans mest berømte portræt af den hollandske konstruktivist Piet Mondrian repræsenterer et højdepunkt i portrætsamlingen. På forbilledlig vis lykkedes det ham at omsætte Mondrians æstetiske principper til et portræt. Ved hjælp af et staffeli i forgrunden og malede kvadrater i baggrunden skaber han en komposition, der er domineret af lodrette og vandrette linjer, der manifesterer sig som et maleri af Mondrian. Michel Sima (1912-1987) skabte en række helt personlige portrætter af Picasso, som – selvom kunstneren avancerede til den formentlig mest fotograferede model blandt hans lige – tillod et nyt syn på mesteren. Sima portrætterer Picasso med en lille ugle, som fotografen havde fundet, da den var kommet til skade, og hvis pleje han havde overladt til Picasso. Desuden er der værker af Benjamin Katz, Kurt Blum, Herbert List, Sabine Weiss og Jean Dieuzaide, mens de unge fotografer Philippe Bonan og Sebastiano Piras sikrer samlingen en aktuel synsvinkel. De lever alle på hver deres måde op til det væsentlige, nemlig fotografernes indføling i den portrætteredes personlighed.

Samlingen af mange enestående portrætter blev til en udstilling på museet Kunsthalle Würth i den sydtyske by Schwäbisch Hall i perioden 25. januar – 29. juni 2003. Efter udstillingen købte Sammlung Würth portrætsamlingen, så den i dag er en del af Würths store kunstsamling. Art Faces supplerer samlingen godt, da en stor del af portrætterne er af de kunstnere, hvis værker udgør den store samling.

"Et billede tages ikke med et kamera, men med hjerte og forstand. I alle kunstformer drejer det sig altid kun om ideer, om konceptuelle og visuelle ideer. Alt andet er ikke andet end motiv og teknik, som er let at lære. Det er ikke det, som vi fotograferer eller sammensætter fysisk eller digitalt, der tæller, men hvordan vi skaber vores billeder". Arnold Newman

Tilbage til udstillinger 2007