Rødder

Alfred Haberpointner blev født i Salzburg i 1966. Hans bedsteforældre på fædrene side ejede et savværk, og der arbejdede Haberpointners far. Da kunstneren var dreng, hjalp han selvfølgelig også til på savværket – det var hans første møde med materialet træ. Og træ var der altid nok af i kunstnerens barndom og ungdom, så han oplevede det som et gunstigt og vigtigt råstof. Han hjalp også til på savværket under sin uddannelse på Fagskolen for billedhuggerkunst og skulptur i Hallein, hvor han gik fra 1980-84. To år senere begyndte han på Højskolen for formgivning i Linz, hvor han gik i en mesterklasse under Erwin Reiter og Wolfgang Kirchmeier. Da han begyndte, var han tyve år gammel, og hans løsrivelse fra de naturalistiske arbejdsmetoder begyndte så småt. Han gik ind i en intensiv fase, hvor hans arbejder efterhånden overgik til at blive mere abstrakte, konstruktivistiske og geometriske formgestaltninger. Året inden han stoppede på Højskolen for formgivning, modtog han et støttelegat fra skolen. I de følgende år foretog han regelmæssigt inspirationsrejser til Italien, opholdt sig flere gange i Köln samt modtog et arbejdsstipendium i Paris fra Land-Salzburg-regionen. I 1997 blev han belønnet med Theodor-Körner-prisen, og han har siden modtaget flere støttelegater og arbejdsstipendier til blandt andet New York. Han bor og arbejder i dag i Leonding, en mindre by ikke langt fra Linz.

Forvandlingen

Træet, som er kunstnerens mest anvendte materiale, giver uden tvivl mindelser om hans opvækst på landet, hvis man betragter det autobiografisk. Hvis man derimod anskuer det ud fra dets andre kvaliteter, sætter det hans værker i et helt andet lys. Meget af den udstråling, der emmer fra værkerne, kan tilskrives træets særegne materialitet og immanente liv. Naturens materialer besidder et iboende, usynligt og fantastisk potentiale, som kunstneren kan forløse med sin forarbejdning og fantasi i en blanding af referenceløs abstraktion og fri fabulering. Skulpturerne er bearbejdet således, at forhugningen, hakkene, slagene, skrabningen og rivemærkerne er synlige som kunstnerens spor henover træets organiske overflader. Så selvom kunstneren lader materialet selv komme til orde og italesætte en mangfoldig flertydighed af vilkår, som kunstneren ivrigt iagttager, er det i forbindelserne og dialektikken mellem materiale og kunstnerisk proces, at spændingerne i værkerne fremkommer.

Materialet med dets livfulde, organiske kvaliteter og kunstnerens landskaber af visuelle og taktile overflademuligheder kalder i særdeleshed på berøring og etablerer hos Haberpointner således en direkte sanselig forbindelse mellem beskuere og skulpturer og ikke mindst det omgivende rum, som skulpturerne indtager med stærke organiske kræfter. Skulpturernes forestillende og abstrakte metasprog formidler, hvorledes skulpturerne skaber forskellige forestillinger, der egenhændigt refererer til beskuernes indre katalog af registrerede erfaringer, billeder, oplevelser og fortegnelser. Alle disse ting vi beskuere bærer på, sparkes i bevægelse af de associationer og konnotationer, som skulpturerne tilvejebringer hos os, og sættes i spil, når vi forsøger at aflæse værkerne og aftvinge dem en forklaring – en mening.

Overfladernes forskelligartede kompositioner og teksturer skabt af furernes krydsende og liniernes snittende indtrængen i træets ringformede materialitet kontrasterer formernes geometriske grundstrukturer i et intenst spændingsfyldt spil mellem matematisk, streng nøjagtighed og kaotisk spontanitet. Og trods sporadiske regelmæssigheder i de indbrændte mønstre og de ihamrede søms placering besidder værkerne en bitter bismag af krænkelse, torturlignende pinsler og voldtægtslignende vanhelligelse. Disse massive penetrationer og skønne sår fungerer på den ene side som metaforer for forstyrrelse, skændelse og ødelæggelse, når bearbejdningen har destruktiv karakter, og på den anden side fungerer de som forskønnende lemlæstelse på linie med tatoveringer og piercinger. I sidstnævnte positive kontekst er semantikken diametralt modsat, og skulpturernes lemlæstede, luftige vibrerende overflade besidder en transparens, der bevirker, at begribeligheden forsvinder, og skulpturerne forbliver gådefulde i en blanding af mystificering og mytificering.

Tilværelsens ulidelige lethed

Haberpointners arbejde med formerne skal ikke opfattes som abstrakte stiløvelser, men som udtryk for kunstnerens indre skabende trang til at bearbejde og formgive; en trang der i sidste instans er hele betingelsen for skabelsen af kunst. For at finde fortællingerne og afdække betydningslagene er det vigtigt at betragte formernes afbalancerede forenkling, gestikken i dem, behandlingen af overfladerne og de andre formelle overvejelser, som fortæller den allervigtigste del af historien. Også sammenstødet mellem forskellige formelementer er hos Haberpointner baseret på mødet mellem forskellige materialer, proportioner og ligheder, på relationer mellem rum og flade, mellem skulpturelle og arkitektoniske former og ikke mindst mellem tyngende masse og svævende lethed. De formalistiske principper er alle indfoldet i skulpturerne, der orienterer sig meget mod det omgivende rum og indbyder betragteren til at relatere sig til værkerne. Dette skyldes, at betragteren fungerer i samme rum som skulpturerne og derfor nødvendigvis må forholde sig til deres voluminøse optagen af og fyldige indtrængen i rummet – specielt fordi de italesætter tyngden og letheden og den svingende bevægelse derimellem meget sanseligt. Skulpturerne træder letfodede dansen, og deres springen omkring overvinder muligvis menneskets tyngende besværligheder. Deres runde grundlæggende urformer virker varme, omsluttende og kærlige, mens alle de blødende sår metaforisk og bogstaveligt åbner formen og peger på det sårede menneske, der oplever livets tyngde på skuldrene som kontrast til forelskelsens svævende lethed. Denne kontrastfyldte, mageløse og fascinerende kunstneriske leg med tilværelsens ulidelige letheds modsætninger og spændingsfyldte positioner anråber betragterens erfaringspotentiale og fungerer som katalysator for dannelsen af flere af menneskelivets eksistentielle spørgsmål, som skulpturerne i deres skrøbelige, gådefulde balance triumferende afholder sig fra at svare på.